Medlemmer
...............................

 

 

 

Skive Bigband

swingende jazzmusik

 

 

Koncert i Glyngøre
20. november 2011

 
 

Bobo Moreno … Synger i "Æ Kassehus"
Søndag den 20. november kl. 14.00 er der stor koncert i "Æ Kassehus". Det er den kendte vokalist Bobo Moreno, der kommer til Glyngøre ledsaget af pianisten og arrangøren Ole Kock Hansen, - der ved denne lejlighed også dirigerer det 17 mand store Skive Big Band. Orkestret er arrangør af koncerten i samarbejde med Glyngøre Borger- og Erhvervsforening.
Der vil blive præsenteret række flotte musikalske indslag. Det spændende program indeholder såvel kendte big band numre og solistoptræden, hvor Bobo Moreno, akkompagneres af Ole Kock Hansen, synger nogle spændende numre fra deres turnéprogram og CD'er.
Da vi nærmer os julen, har de også lovet at præsentere et par kendte jule-melodier som Skive Big Band netop har indstuderet.


Alsidig vokalist.
Bobo Moreno er suverænt Danmarks bedste og mest alsidige sanger inden for sit felt. Det store gennembrud fik han i 1993 sammen med den amerikanske sangerinde Peaches Lavon.
Bobo er ubesværet og ukompliceret i sin udtryksform. En karismatisk sanger med sin helt egen indre tone, som hurtigt løfter musikken optimalt. Få kan som han få alt omkring sig til at stå helt stille. Bobo Moreno har sunget med Danmarks Radios Big Band, Ernie Wilkins Almost Big Band, Klüvers Big Band og Bobo and the Bobos Soulband. På det seneste har han optrådt mange steder I Danmark med bassisten Bo Stief og pianisten Ole Kock Hansen, som man ved koncerten I Glyngøre også kan opleve.

Over 10 år med Skive Big Band.
Ole Kock Hansen er en bredt favnende musiker, hvis fantastiske evner som pianist, arrangør, orkesterleder og komponist siden 60'erne har etableret ham i toppen af dansk og international jazz. Han har spillet freelance med hele den danske jazzelite, bl.a. gruppen Iron Office, Thad Jones, Ben Webster, Etta Cameron, og den verdensberømte kontrabassist Niels-Henning Ørsted Pedersen. Fra 1968-1996 var Ole Koch Hansen pianist, arrangør og chefdirigent for Radioens Big Band, og har siden arbejdet freelance som producer og arrangør i ind - og udland. Ole Kock Hansen har endvidere medvirket på en lang række indspilninger med børnemusik og dansk musik, hvis nationale træk han har formået at bringe ind i sit jazzspil. Han er fast pianist i bandet Swingstyrke 7. Igennem en periode på 10 år var Ole Kock Hansen gæsteinstruktør for Skive Big Band, som han nu igen dirigerer ved koncerten i Æ Kassehus.
Der bliver swingende toner i Æ Kassehus den 20. november